søndag den 18. august 2013

Anden lumbalpunktur, Rigshospitalet

Mandag d. 12 august (cirka 15 måneder efter flåtbiddet) havde jeg en aftale på rigshospitalets infektionsmedicinske afdeling. Det er en seperat bygning som ligger ret hyggeligt ud til fælledparken, lidt på afstand af selve hospitalet. Jeg fik et godt indtryk af personalet, selvom jeg næsten kun så kvindelige ansatte (er selv mand og har ikke nogen præferencer, men hvad hvis nogen havde?). Afdelingen virkede organiseret og imødekommende, og mere effektiv end mine korte møder med Bispebjerg hospital (akutafdeling, neurologisk afdeling). Jeg måtte presse på, i samtale med lægen, for overhovedet at få en 2. lumbalpunktur. Mit argument var at jeg har læst i Ugeskrift for læger at de første to uger efter start af neurologiske symptomer indebærer en større usikkerhed i resultatet. Denne usikkerhed påpegede jeg, samt udtrykte ønsket om at den blev klart kommunikeret til mennesker med symptomer og en negativ test.

Men det lykkedes altså at blive testet for anden gang (første gang var ca. 12. december, altså ni måneder inden) mandag d. 12. Det forløb stille og roligt. Jeg krummede mig sammen på hospitalssengen og fik en nål stukket ind i rygmarven. Faktisk gjorde det ikke ondt, og jeg undrede mig over at jeg havde frygtet processen.

En blodprøve blev også taget. Jeg fik en banan og masser af vand, og lå til hvile i en lille time efterfølgende.

Så gik der nogle dage inden jeg fik et opkald fra en læge, som fortalte at prøverne var negative (både blod og spinalvæske), samt at der dog var et lidt lavt antal af hvide blodlegemer.

Sagen om de hvide blodlegemer skal jeg undersøge de næste par dage. Det viser jo at mit immunforsvar er kompromitteret i nogen grad. Jeg skal derfor undersøge om spinalprøven skal fange alle typer infektioner, eller måske kun dén mest udbredte underart af borrelia. Hvis prøven ikke fanger alle underarter, eller alle co-infektioner, og mit immunforsvar viser at det for tiden kæmper mod et stærkt angreb, så er det oplagt at arbejde med teorien om co-infektioner, eller evt. en uforventet underart af borrelia.

Jeg tager endnu en blodprøve i morgen, og har en samtale med en læge om fire dage.

Indtil da er mit mål at undersøge forekomsten af evt andre bakterier i sjællandske flåter, samt undersøge præcis hvad der blev, og ikke blev, afkræftet ved spinalvæskeprøven.

søndag den 11. august 2013

Indvielse

DK: Måske er blog-formatet ikke optimalt til en grundig undersøgelse af en alvorlig situation. Men jeg tror samtidig at det gør mine skriverier let tilgængelige. Hvis dette var et skib, ville jeg knuse en champagneflaske mod skroget. Jeg vil nøjes med at skrive "klir".

EN: Perhaps the blog format is not optimal for a thorough investigation of a serious condition. But I think it makes my writings easily accessible. If this was a ship, I'd crush a champagne bottle against it. I will confine with writing "smash".